Fordi huset lå så tæt på heliporten, klirrede vinduerne, hver gang en helikopter landede eller lettede, men det syntes vi nu bare var hyggeligt, og vi blev aldrig trætte af at styrte hen til vinduet, når vi hørte rotorlarmen og mærkede rystelserne i huset.
 |
| Vore hus var grønt, men er siden blevet blåt. Det ligger ca midt i billedet. Klik for større billede |
Der var ikke indlagt vand i huset, så vi havde tørkloset i badeværelset på 1. sal og en stor vandtank i fyrrummet.
Klosettets indhold blev hentet et par gange om ugen- men vi skulle selv bære spanden ned af trapperne og sætte den udenfor. Vandtanken blev fyldt op af en tankbil en gang om ugen.
Da vi havde boet i huset et stykke tid, rustede vandtanken, så vores vand blev brunt og grumset. Kommunen foranstaltede så, at tanken blev malet indeni med epoxymaling, som man mente var ganske ufarligt, hvis bare det fik lov til at tørre i 14 dage. I den periode kunne vi bade på skolen og hente vand ved den nærmeste vandpost.
Heldigvis viste det sig, at malingen skallede af i store flager, så vores vandcirkus endte lykkeligt med en ny ståltank.
Huset var ikke særlig stort, men vi krøb sammen og nød at være kommet væk fra vores lejlighed på 4. sal i blok Å. Fordi det var bygget på fjeldet var der ståhøjde i den ene side af kælderen og krybehøjde i den anden side.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar