Inklusion er et af de store mantraer i folkeskolen for tiden. Vi bruger 13 milliarder kroner om året på specialundervisning. Det svarer ca. til en trediedel af folkeskolens samlede udgifter. Mange penge kan man mene. Penge, som nogle gerne vil bruge til andre formål, fx til at udvikle folkeskolen.
Derfor er den "geniale" ide opstået, at man da bare kan anbringe specialundervisningsbørnene i normalklasser, delvis under dække af, at det er synd at isolere dem, og at de går glip af en masse af de ting, der foregår i klassen.
Det gør de måske, men for de fleste af disse børns vedkommende er det langt vigtigere, at deres specielle behov bliver tilgodeset, end at de hele dagen er en del af flokken. Man kan sige sig selv, at det barn, der har svære opmærksomhedsforstyrrelser, næppe vil kunne få fuldt udbytte af undervisningen i en klasse med 23 andre børn og én lærer. Stakkels barn - og stakkels lærer!
I de fleste klasser er der mere end ét barn med særlige behov, men der er jo samtidig 20 - 22 andre børn, som har krav på en solid undervisning, som læreren umuligt kan præstere, samtidig med at hun tager sig specielt af de to med særlige behov.
Derfor kræver en vellykket inklusion i de fleste tilfælde, at der er er mere end én lærer til stede i klassen. Og det kræver i høj grad, at lærerne bliver efteruddannede. Ingen af delene er gratis.
Så at tro, at man kan spare mange milliarder ved inklusion, er en limpind som alt for mange politikere desværre hopper på.
Forhåbentlig kommer der nogle konkrete og realistiske initiativer ud af undervisningsminister Christine Antorinis 24 timers møde med 29 af folkeskolens interessenter, der netop finder sted på på hotel Borupgaard.
