 |
| Günter Grass |
Siden jeg læste "Bliktrommen", har jeg været vild med Günter Grass.
Nu har han med sit digt "Hvad der må siges" fremkaldt mange voldsomme reaktioner i mange lande, specielt i Israel og Tyskland naturligvis. Mange ser digtet udelukkende som et udfald mod staten Israel, og kalder bl.a. Grass for "prototypen på den dannede antisemit, der vil jøderne det godt". I sig selv noget af en modsætning.
Jeg mener nu, at digtet udtrykker en mere nuanceret holdning til det vigtige emne om atommagter, og at Grass langer ud efter både Iran og Israel (og en smule efter Tyskland som leverandør og dermed medskyldig). - Og har han ikke ret i, at det i Tyskland er blevet et stort tabu at udtale sig negativt om noget, der har med Israel at gøre?
Læs og døm selv:
Hvad der må siges (Was gesagt werden muss)
Hvorfor tier jeg, fortier for længe,
hvad der ligger klart for dagen og er
øvet i krigsspil, ved hvis slutning vi,
som overlevende, højst er fodnoter.
Det er den påståede ret til det første slag,
som kunne udrydde det af en pralhans undertrykte
og til organiseret jubel styrede iranske folk,
fordi man i hans magtområde
formoder en atombombe på vej.
Men hvorfor forbyder jeg mig selv
at nævne det andet land ved navn,
hvor der i årevis - men hemmeligholdt -
har samlet sig et voksende nukleart potentiale,
parat, men uden for kontrol, fordi
utilgængeligt for enhver undersøgelse?
Den almene fortielse af det forhold,
som min tavshed har bøjet sig for,
føler jeg som belastende løgn
og tvang, der vinker med straf,
hvis den ikke respekteres;
"antisemitisme" hedder det straks.
Men nu, da der fra mit land,
som stedse indhentes af sine helt egne forbrydelser,
hinsides sammenligning,
og konfronteres med dem,
atter, og rent som forretning, omend
let og elegant kaldt erstatningsgæld,
leveres endnu en ubåd til Israel, hvis specialitet det er
at kunne styre alttilintetgørende sprænghoveder
derhen, hvor eksistensen af en eneste atombombe
ikke er bevist - men frygten skal gøre det ud for bevis -
siger jeg, hvad der må siges.
Men hvorfor tav jeg til nu?
Fordi jeg mente, at min herkomst,
med dens plet, som aldrig kan fjernes,
forbød at stille landet Israel, som jeg
er og fortsat vil være ven med,
over for dette faktum som udtalt sandhed.
Hvorfor siger jeg først nu,
ældet og med mit sidste blæk:
Atommagten Israel truer
den i forvejen skrøbelige verdensfred?
Fordi det må siges,
som allerede i morgen kunne være for sent;
også fordi vi - som tyskere belastet nok -
kunne blive håndlangere for en forbrydelse,
som kan forudses, så at ingen
af de sædvanlige udflugter kunne
slette vores medskyld.
Og ja: jeg tier ikke længer,
for jeg er træt af vestens hykleri; desuden
kan man håbe, at mange vil befri sig selv
for tavsheden, opfordre
ophavsmanden til den tydelige fare
til at afstå fra vold og
samtidig insistere på,
at en uhindret og permanent kontrol
af det israelske atompotentiale
og de iranske atomanlæg
udført af en international instans
accepteres af de to landes regeringer.
Kun sådan kan alle,
israelerne og palæstinenserne,
ja flere endnu, alle, som lever
klos op ad hinanden i fjendskab
i denne af vanvid besatte region
- og i sidste ende vi selv -
blive hjulpet.
Günter Grass, 2012
(oversat af Per Øhrgaard)
